Med Diplo på menuen
Da de to ejere af restaurant The Samuel faldt over den mørkbejdsede æske Diplo hos Spring Copenhagen, vidste de med det samme, at den skulle på menuen. Udtrykket passer nemlig perfekt ind på en restaurant, som er alt andet end ny nordisk.
Det hele begyndte med en idé. En idé om at skabe et moment af overraskelse. Et splitsekund, hvor man tror, tingene er, som de plejer. Men hurtigt finder ud af, at det er de slet ikke. Idéen gik ud på at servere petitfours i en gammel cigaræske. Dem af sølv.
Nu har du måske ikke selv været på jagt efter en af disse – men i så fald vil du finde ud af, at de er stort set umulige at opdrive.
Jagten på den perfekte æske
Idéen tilhørte Rasmus Knude og Jonathan Berntsen, som er ejere af restauranten The Samuel i Hellerup, nord for København. Efter at have ledt tilstrækkelig længe efter cigaræskerne gav de op.
De gav dog ikke op på idéen, og efter de havde talt med medejer i Spring Copenhagen, Claus Nielsen, gik der en prås op for de to restaurantejere. Æsken Diplo i mørkbejdset eg og med skæve kanter var den perfekte erstatning for de gamle cigaræsker. Og sådan gik det til, at Diplo landede på en højt profileret Michelin-restaurant.
Tunge gardiner og masser af kaviar
Køkkenet i The Samuel er præget af sydeuropæiske smage. Masser af kaviar. Og masser af foie gras. Der er intet ny nordisk over The Samuel. Smagene er dybe og intense, og indretningsstilen ligeså. Med tunge gardiner, parketgulve og stuk.
”Vores restaurant udtrykker, hvem vi er som personer. Vi er lidt anderledes, og vi kan godt lide den gamle tunge stil, sådan klassisk sydeuropæisk,” siger Rasmus Knude.
Derfor gav det god mening at inkorporere en solid æske i mørkbejdset eg i menuen på The Samuel.
Restaurantens sydeuropæiske stil faldt åbenbart også i god jord hos Guide Michelin. De gav nemlig restauranten en stjerne – blot fem måneder efter åbningen i november 2020.
En eksplosion af dufte
Når gæsterne på The Samuel har spist sig igennem forretter, hovedretter og dessert, bliver en Diplo sat på bordet.
De fleste gæster går ud fra, at der ligger en regning indeni. Det gør der ikke. Der ligger en bund af kakaonips. Og tre forskellige chokoladebaserede petitfours: ganache, røget whisky og røget salt, mælkechokolade og karamelliseret mælk samt hvid chokolade med banan og brunet smør.
”Gæsterne synes, det er fedt. Når de åbner æsken, bliver de mødt af en lille eksplosion af dufte, som kommer fra de forskellige petitfours,” siger Rasmus Knude om reaktionen på æsken som erstatning for en klassisk hvid desserttallerken.
I konstant udvikling
Derfor tøver han heller ikke, da han får spørgsmålet om, hvorvidt han og makkeren kunne finde på at gøre noget lignende i fremtiden.
”Vi er altid med på at prøve noget nyt. Hvis ikke vi udvikler os, står vi stille.”
Indtil videre er det dog Diplo, der er på menuen hos The Samuel. Og der får den lov at blive, helt indtil de to innovative restaurantejere får en ny idé, der skal prøves af.
Fotos: The Samuel/Michael Jeppesen, MTJ Studio